top of page

KAFS NYHEDS & RESULTAT SIDE

  • Forfatters billedeDavith Hegaard

TAK FOR DANSEN.

Opdateret: 9. sep. 2021

Sidste dans på dansk grund af Nikolaj Lund/Marta Kocik.

Efter en 13 år lang karriere sammen har parret besluttet at lægge skoene på hylden. Fra starten havde de et helt klart mål: At blive blandt de allerbedste i verden i 10 dans – og at de ikke skulle være kærester.

Det første mål klarede de helt fantastisk, mens det andet mål ikke viste sig at holde stik.

Sammen har de haft utallige, uforglemmelige oplevelser, både på gulvet og i verden udenfor. Én af de største oplevelser var EM 10 dans 2016 til Copenhagen Open, hvor parret vandt sølv og hvor de for evigt vil huske følelsen og de tusindvis af tilskuere, der heppede på dem med danske flag. Bedre bliver det ikke!

Showdance har ændret deres liv. De graver altid dybt ind i kernen, for at finde frem til de følelser, det kræver at udvikle rollerne. Det er i de processer, de har lært så ubeskrivelig meget om sig selv, deres dans og hinanden.


Nu er det tid til at starte et nyt kapitel i deres liv. I parrets afskedstale udtalte de ”Der findes ikke et bedre sted eller et mere oplagt tidspunkt at sige farvel til turneringsdansen end her i dag i vores elskede klub KAF - hvor er vi sammen med alle vores dansekammerater og dansefamilie.

Dansen har altid været en del af vores liv siden vi var helt små, og det har givet os muligheden for at møde en masse pragtfulde mennesker i hele verden. Vi har været heldige at kunne rejse verden rundt med vores dans, og utallige gange er vi blevet rørt og overrasket over, at vores kære forældre, familie og venner “pludselig” er dukket op, mens vi intetanende har siddet og spist den klassiske schnitzel dagen før turneringen”.

Desuden havde parret også en stor tak til deres elever og KAF’s fantastiske dansere: ”I er alle en stor del af vores succes. Alle de 10 dans simulationer I har overlevet på bekostning af os. I er for seje og vi holder umådelig meget af jer alle”.


Nikolaj og Marta er heldigvis ikke færdige i KAF, idet de fortsætter som trænere i klubben, som de føler er deres andet hjem. Nikolaj og Marta er om nogen et par, der bærer KAF’s dna inderst inde, og vi ser frem til at I viderefører den dna til KAF’s kommende stjerner.

Nikolaj og Marta har nu danset deres sidste dans i Danmark, men har besluttet at deltage i Verdensmesterskaberne i showdance i oktober, som dermed bliver den endelige finale på deres dansehistorie.


Vi ønsker jer held og lykke – både til VM Showdance og videre i livet – heldigvis sammen med KAF!


De bedste ønsker for fremtiden KAF’s bestyrelse

139 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page