|
Den erhverspolitiske organisation Håndværksrådet er hovedorganisation for små og mellemstore virksomheder i Danmark inden for byggeri, mindre industri, handel og service. Håndværksrådet repræsenterer en bred medlemsskare på ca. 26.000 virksomheder. Det varetager disse virksomheders erhvervspolitiske interesser over for politikere, centraladministration og øvrige myndigheder - både i Danmark og på europæisk plan. Det sker ved at følge med i og aktivt påvirke lovgivningsarbejdet på alle områder, der har interesse for de mindre virksomheder, gennem deltagelse i en lang række udvalg, råd og nævn, der har indflydelse på den politik, der føres.
Medarbejderne i Håndværksrådet er eksperter på en lang række områder, hvor virksomhederne har brug for viden og indflydelse: Skatte- og afgiftspolitik, økonomisk politik, erhvervsfremmepolitik, industripolitik, uddannelsespolitik, energi- og miljøpolitik, eksportpolitik, sociale spørgsmål, erhvervs- og byggejura, EU-politik og EU-jura. Arbejdsmarkedspolitik i form af overenskomstspørgsmål m.v. falder uden for Håndværksrådets område. Ud over den politiske del arbejder Håndværksrådets analyseafdeling med undersøgelser, der dokumenterer de mindre virksomheders vilkår. Således udgives løbende konjunkturanalyser, byggeanalyser og byggeriets nøgletal samt større analyser af vilkårene for små og mellemstore virksomheder, senest om administrative byrder.
Hjemmeside: www.hvr.dk
|